Årsregnskabets indhold

Warning: Trying to access array offset on value of type bool in /customers/e/d/5/intertax.dk/httpd.www/wp-content/themes/finance/single.php on line 123

Kravene til årsrapportens indhold afhænger af, hvilken regnskabsklasse virksomheden tilhører.

Der er 4 regnskabsklasser: A, B, C og D. Regnskabsklasse B er opdelt i mikrovirksomheder og øvrige mindre virksomheder og regnskabsklasse C er opdelt i mellemstore og store virksomeheder.

Klasse A er den nederste – mest simple – klasse, og klasse D er den øverste – mest komplicerede – klasse. Virksomheden skal overholde reglerne i den klasse, den tilhører samt reglerne i de underliggende klasser.

Regnskabsklasse C og D bliver ikke behandlet i denne vejledning.

Regnskabsklasse A

Virksomheder i regnskabsklasse A er ikke pligtige til at udarbejde årsrapport efter årsregnskabsloven, men hvis de frivilligt vælger at aflægge årsrapport, som ikke kun er til eget brug, skal de som minimum følge kravene til virksomheder i regnskabsklasse A. En virksomhed tilhørende regnskabsklasse A skal dog altid udarbejde et skatteregnskab i henhold til Mindstekravsbekendtgørelsen.

Virksomheder som aflægger årsrapport efter regnskabsklasse A skal ikke indberette årsrapporten til Erhvervsstyrelsen.

Virksomheder der aflægger årsrapport efter regnskabsklasse A kan f.eks. være:

  • Personligt ejede virksomheder
  • Interessentskaber og kommanditselskaber, hvori en eller flere ansvarlige deltagere ikke er kapitalselskaber
  • Meget små virksomheder med begrænset ansvar omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.

En virksomhed der aflægger årsrapport efter reglerne i regnskabsklasse A, skal mindst udarbejde en årsrapport bestående af:

  • Ledelsespåtegning (med mindre der kun er ét medlem af ledelsen)
  • Resultatopgørelse
  • Balance
  • Noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis
  • Evt. revisionspåtegning

Regnskabsklasse B, herunder mikrovirksomheder

Virksomheder omfattet af regnskabsklasse B er pligtige til at udarbejde en årsrapport efter årsregnskabsloven. Årsrapporten skal indberettes til Erhvervsstyrelsen.

Virksomheder der aflægger årsrapport efter regnskabsklasse B kan f.eks. være:

  • Aktie- og anpartsselskaber, iværksætterselskaber og partnerselskaber (kommanditselskaber)
  • Interessentskaber og kommanditselskaber, hvori alle ansvarlige deltagere er kapitalselskaber
  • Erhvervsdrivende fonde
  • Virksomheder med begrænset ansvar omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder, medmindre disse er omfattet af regnskabsklasse A.

En virksomhed i regnskabsklasse B må på balancetidspunktet ikke overskride to af følgende størrelsesgrænser i to på hinanden følgende regnskabsår:

  • En balancesum på 44 mio. kr.
  • En nettoomsætning på 89 mio. kr.
  • Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 50.

En virksomhed der er omfattet af regnskabsklasse B, skal udarbejde en årsrapport, der mindst består af:

  • Ledelsespåtegning (med mindre der kun er ét medlem af ledelsen)
  • Ledelsesberetning (alternativ kan hovedaktivitet oplyses i en note)
  • Resultatopgørelse
  • Balance
  • Noter, herunder redegørelse for anvendt regnskabspraksis
  • Evt. revisionspåtegning

Hvis en godkendt revisor har underskrevet en påtegning eller erklæring til årsrapporten, skal påtegningen, henholdsvis erklæringen, indgå i årsrapporten.

Nogle noteoplysninger, herunder anvendt regnskabspraksis, kan udelades, såfremt virksomheden anvender undtagelserne for mikrovirksomheder. Ved mikrovirksomheder forstås meget små virksomheder omfattet af regnskabsklasse B. For at kunne anvende undtagelserne for mikrovirksomheder, er der en række krav som skal være opfyldt.

Mikrovirksomheder er bl.a. karakteriseret ved, at de i to på hinanden følgende regnskabsår ikke overstiger to af følgende grænser:

  • En balancesum på 2,7 mio. kr.
  • En nettoomsætning på 5,4 mio. kr.
  • Et gennemsnitligt antal heltidsbeskæftigede i løbet af regnskabsåret på 10

Derudover er der øvrige krav oplistet i årsregnskabslovens § 22a, stk. 3.

En mikrovirksomhed er undtaget fra at give følgende oplysninger i årsrapporten:

  • Oplysninger om anvendt regnskabspraksis
  • Oplysninger om gæld, der forfalder til betaling mere end 5 år efter balancetidspunktet
  • Oplysninger om visse særlige poster
  • Oplysninger om det gennemsnitlige antal heltidsbeskæftigede i regnskabsåret.

Vi udarbejder udelukkende årsregnskaber for regnskabsklasse B virksomheder (ApS og A/S) efter årsregnskabslovens almindelige bestemmelser. Dette skyldes, at værdien af indholdet af årsregnskaber opstillet efter reglerne om Mikrovirksomheder er meget sparsomme, og bl.a. banker, kreditgivere og samarbejdspartnere kan have et ønsket om et fuldstændigt årsregnskab.

Vi og vores samarbejdspartnere bruger teknologier, herunder cookies, til at indsamle oplysninger om dig til forskellige formål  Læs mere